TPC 2024
Oct 29, 2024
Den 26/10 2024 stillede 16 knivskarpe PGA-medlemmer til start på Danmarks måske bedste parkanlæg, Rungsted Golfklub.
Stemningen var tyk af spænding; førerbolden bestod af den evige 2'er, tidligere tøjbaron fra Rødovre Centrum, Mike Ginsborg, den gnækkende vinhandler G. Toftgaard, dommedagsprofeten og tidligere handlende indenfor sokkebranchen og cykelsmed, U. Jonsen, samt en massivt sejrshungrende og evigt råbende Mads Toft Nielsen. En noget uortodoks gruppe af førende spillere, men Order of Merit lyver sjældent, og det var disse fire, der i løbet af sæsonen havde gjort sig fortjent til denne ære. Efter denne gruppe af ny-golfere tårnede erfaringen sig op med tidligere vindere i skikkelser af Maddie, Ohl, Dubin, Bernie, Raunstrup etc.
Til dagens anledning var der indført en mulligan som en hjælp til de nervøse, de nye og dem, der blot var uheldige. Først i teeboksen stod en af de store PGA-personligheder, Tuck'sen. Ganske som da han samlede PGA's højeste score op på hul 1 på Hills sagnomspundne anlæg (en 26'er), startede han med en grimmer en. I bedste fald blev det til et snit, der trillede bolden 20 cm ud af tee-boksen. Mulliganen var således en kærkommen ven, som flere benyttede sig af.
Førerbolden blev som ventet en live-opførsel af Cirkus Benneweis' greatest hits; første hul blev klaret i sammenlagt 6 over par, og derfra var det for hovedparten op ad bakke. Dobbelte, tripler og værre fløj om ørerne. Tofts runde kollapsede omkring hul 10, hvor en ubehagelig 9'er sneg sig ind på kortet. Om det var banens sværhed, en uheldig dag på kontoret eller nervøsitet over at være nået så tæt på toppen, skal vi lade være. Men for Toft, Jonsen og Gås blev det en dag, de nok ikke vil huske tilbage på som den stærkeste i en tætpakket og konkurrencepræget PGA-sæson. De tre sluttede alle blandt de fire sidste til dagens TPC og måtte se deres drømme om at vinde årets største turnering samt lægge pres på MG for årets OoM-titel forsvinde med disen, der langsomt lagde sig over Rungsteds tætklippede plæner.
Længe så det ud til, at den lille mand fra Vedbæk havde turneringen i fuld benlås. Efter hul 14 var han i par for dagen, 4 slag foran den tætteste forfølger. Det lignede "gamle Ohl", hvor de sidste huller blot skulle overstås med stående ovationer fra chablis-drikkende PGA'ere på terrassen ved 18. green. Men et hook af episke dimensioner sendte Ohls drive på hul 17 langt ud over togbanen, og pludselig viste en tidligere vinder sig i skyen af 20 tungt-sugede Prince-lunter og beviste, at miraklernes tid så sandelig ikke er forbi.
Christian "Nisse" Dubin, indehaver af PGA's uofficielle lunterekord (29 på en runde) og tidligere vinder af PGA, har levet en resultatmæssigt stille tilværelse, men et slam-dunk af et holet chip på hul 16 samt en dåse 20-meter vildman på 18 var lige præcis det, der skulle til for at hente Ohl. 1 over par på bag-ni med 5 slag gav netto 34 mod Ohls 38, og Dubins 23. sejr var en realitet. Dermed henter han Mike, og de to deler nu æren af at være de tredjemest vindende PGA'ere all time med 23 sejre.
De efterfølgende pladser blev besat af Maddie, dagens overraskelse Søren Sachs (der havde været på golf-camping med MG i USA), Mike og Bomhoff.
Tak for en genial dag