Toft vinder udlandsturen på The Scandinavian

Jun 1, 2024

Solen væltede ned fra en skyfri himmel, da 8 "ben-hårde" PGA'er stillede til start i årets Scandinavian Masters.

På grund af lavt antal tilmeldte var det dog blevet besluttet at flytte turneringen til danske himmelstrøg og korte den ned, fra 36 huller til 18. Kvaliteten på banen, blev det dog ikke gået på kompromis med og det var virkeligt en glæde at ankomme til The Scandinavian, slå bolde og gøre sig klar til 18 huller på Old Course. 

1. bold blev sendt ud med prominente forhåndsfavoritter som F. Ohl og Mike Ginsborg. Herudover de altid spændende golf-bekendtskaber M. Toft samt U. Jonsen. F. Ohl slog for, med en grimmer kvik-slice ind i et træ, for derefter at slå et 4 jern op til en klar. Det var så også det eneste positive fra manden med tourens korteste ben. Resten var i kategorien småt brændbart. Også Jonsen kom tungt fra start, med en bag fuld af bolde, der til hans store forbløffelse alle ville skarpt mod højre. Toft og den tidligere tøjbaron Ginsborg, havde derimod fået det rette ben ud af sengen fra start.

I 2.bold lå favoritværdigheden på A. Bernhoft og M. Røstbjærg. Søren J og det (i PGA regi) ubeskrevne blad, Gustav Toftgaard udgjorde de sidste 2 deltagere. M. Røstbjærg leverede vel nok den dårligste af årets 58 runder (indtil videre), med en 94'er brutto. Efter sigende er han draget med førnævnte tøjsælger og ejendomsmatador, på træningslejr på de britiske øer. De vender stærkere tilbage.

Old Course skulle vise sig at være en hård nød at knække for hovedparten, så da alle nærmede sig 18 hul så det ud som om, det var et 3 mands-race; M. Toft, M. Ginsborg samt G. Toftgaard. Mike savede dog et 4-jern i søen, og overlod dermed scenen til Toft og Toftgaard. 

Det så længe spændende ud, men 2.boldens Gambook ansvarlige A. Bernhoft viste umiddelbare svagheder igennem rundens indtastninger, og da fejlene først blev korrigeret, var der ingen tvivl. 

Dagens (overraskende) vinder var Mads Toft, der udover æren også sikrede sig et solidt spring op ad alle ranglister. Stort tillykke til Toft, der ligner en mand der gerne vil gentage sidste års plads i førerbolden til TPC.

Mike cementerede en fremragende start på året med en 2. plads og Gustav blev nr . 3. 

Vi ses d 19/6 på det royale anlæg. Husk at alle til-/frameldinger går til Mike

 Vel mødt.