Toft vinder Casa Calella 2024

Sep 29, 2024

Historisk set har Casa Calella Cup været afholdt som en sommerturnering, på Asserbos grønne Mickey Mouse-plæne.

I år var Casa Calella henlagt til det lidt mere ydmyge Kokkedal, og Lundgrens sommerresidens var skiftet ud med et for-telt foran restauranten, hvor der iøvrigt var skruet helt op for den gyldne brønd og dagens produktion af "fis-fillet-med-romolad".

Nå, men 13 glade, ivrige og golf-hungrende PGA'er var mødt op til årets næstsidste turnering, der i øvrigt skulle vise sig at bytte helt rundt på TPC's førerbold. Årets gæst, Martin Røssberg, måtte undtagelsesvist melde fra, men ligger stadigt lunt i svinget til RC udtagelse i 2025.

Fokus fra start lå rettet mod 1. bold, hvor Ohl, Maddie og Toft skulle ud. Et potpourri af favoritværdighed. Selvsalgt med logrende følgeskab af maskot-Wuuggaa. For de interesserede skal det nævnes at Wuuuggaa iøvrigt snart får en lillebror i form af en hvid dværg gravhund, spændende hvordan 1. bold ser ud, når 2025 sæsonen starter.

Tilbage til golfen, der skulle vise sig at blive et mareridt for den ellers så selvsikre og sejrsvante lille mand fra Vedbæk. 4 lost-balls på første 7. huller er en enkel men effektiv måde at spille sig ud af alting på. Maddie kæmpede også med semi-sløjt niveau, hvor imod team-Toft var flyvende ud af startboksen. 

Længere tilbage i feltet viste ny-PGA'eren Gås Toftgaard-Hansen også hvorfor han aspirere kraftigt til årets titel. Stabilt spil, en varm putter og en velkendt gnækken der i genkendelighed vel kun matches af Maddies valdhorn af en stemme. Gås er landet i PGA. 

OoM's leder, tidligere mode-baron Ginsborg, havde også en svær dag på kontoret, hvorimod den nye mode-baron U Jonsen, fortsatte med at bygge på en flot ´24 sæson.

Dagens helt store overraskelse var dog Thuen-fisk, der havde smidt salmon-pink og leverede det bedste resultat i umindelige tider. 

Da boet skulle gøres op, stod Team Herskind-cykler som dagens vindere. Toft som den klare vinder med flotte 71 netto (90 brutto),  2 plads tog Jonsen sig  med ligeledes flotte 75 netto (97 netto) og Gustav tog 3 pladsen.

De tre spillere kan, udover dagens resultat, også glæde sig over, at de sammen med MG udgør TPC-førerbolden. Det var nok ikke noget, mange havde set komme for et par år siden, men en kombination af hårdt arbejde og et "omfavnende" handicap-system har gjort det muligt. Og selvfølgelig også en stor portion talent fra Toft. På hul 12 instruerer Maddy Toft i at sigte mod det venstre vindue på Kokkedal Slot. Bum – et kæmpe slag med driveren lige mod vinduet, hvorefter det konstateres, at der på linjen lå en dyb bunker 160 meter fra flaget. Toft vælger et 9-jern, som jeg sjældent har set ramt bedre, og placerer bolden 1,5 meter fra hullet. Putting er ikke Tofts stærkeste side, så han forlader hullet med en par. Men golf på et højt niveau. Tillykke!

Maddie slog Ohl 1-0 i WMP semifinalen og står nu overfor Gås i finalen, der spilles inden TPC

Vel mødt til årets sidste turnering.