Monty vinder British Lundgren 2014

20 håbefulde og top spændte PGAere havde uden problemer trodset den normale søvnrutine og hoppet ud af sengen kl. 04:00 (Dubino allerede kl 03:00 for at få lidt arbejde af vejen) og indfandt sig i lufthavnen kl. 05:20 til sign-in. Alle havde pligtopfyldende klaret den første hurdle og iført sig hvid skjorte og mørk blazer. Det var som at se det kommende Ryder Cup hold på vej til Gleneagles.

Stemningen var høj, selvom man skulle håndtere den ganske ufleksible og rigide service fra Norwegian, men flyet gik til tiden og førte os sikkert og punktligt til Edinburgh lufthavn. Man fornemmede en glæde og begejstring sjældent set i PGA regi - det var unikt allerede fra første øjeblik.

Ved indflyvningen til Edinburgh fik man det første praj om hvad der ventede - overskyet og regn - men et grønt og frodigt stykke land med golfbaner så langt øjet rækkede. The Home of Golf - et prædikat de fortjener.

Da alle bags var loaded i vores fine bus, og de fleste havde suget en halv snes lunter, var det afgang til Norton House og vores hjem i det skotske de næste 4 dage.

Så var der hurtig omklædning og afgang til Carnoustie Golf Links ca. en times kørsel fra vores hotel. Formanden agerede tourguide med sjove anekdoter i fin akkompagnement med dagens chauffør, Allan, som kunne fortælle om Wallace, Bruce, Nessie og andre skotske legender. Det blev en hel educational tur, som man tydeligt kunne mærke på Kuss (Googles nye officielle søgemaskine: www.kuss.org.uk #kombardo) der nysgerrigt stillede spørgsmål for at forbedre sin grade...

Carnoustie Links er et monster - frygtet af golfers around the globe. I næsten ingen vind var vi forskånet den fulde massakre, men hold da op et fantastisk syn der mødte os. Mens snakken gik til frokosten inden matchen (godt planlagt, tak mig senere) kunne vi observere første tee, hvor folk flittigt smed den i venstre hazard eller i højre urt. Det skulle blive en lang dag på kontoret...

Bernie teede ud som forsvarende vinder af British Open med et ganske fornuftigt resultat. Selv starteren (på 100) komplimenterede Bernie med well done laddie. Det gjorde han så ikke så meget da Juul slog en meter ind i knæhøj karse og fik den første bold af sted på eventyr.

Jeg vil ikke dvæle så meget ved resultaterne på de enkelte runder, men vil i stedet konstatere at banen levede op til sit brutale omdømme. De sidste huller, 14.-18., er den sværeste afslutning jeg har oplevet - par 4 huller omkring 400 meter med vand og rough. Det var ren bogey-overlevelse (for de velspillende). Men banen efterladte nu alligevel et imponerence indtryk. Det historiske 18., hvor alle de store - Hogan, Player, Nicklaus og ChrilleG - har trådt deres fødder, var en helt igennem speciel oplevelse. Rammerne blev ikke ringere af den mørkerøde sol der tittede frem og gav både den sidste bold og alle der stod omkring og nød en kold pint, et nærmest malerisk view. Flot og fascinerende på samme tid.

Under den store middag var stemningen i top med historier fra runden, men da de kære medlemmer ramte bussen blev der prompte slukket på øverste etage og alle faldt velfortjent i søvn og drømte om dagens begivenheder - tror muligvis Troels Smiiithhh lå lidt uroligt omme bagi :)

Det var tidligt op på dag to - 06:00 for at være præcis. Nu stod den på 36 hullers resort golf på Ryder Cup venue Gleneagles. Vi skulle en times kørsel for at finde dette fantastiske sted som huser tre 18-huls baner og et fabelagtigt hotel, som ikke findes bedre i hele Skotland. Der skulle drikkes whisky og spilles (meget) golf. Vi havde valgt the Queens og the Kings, i den rækkefølge, og de skulle begge leve op til vores høje forventninger. Ved ankomst kunne det allerede mærkes at man var kommet til et sted med rang til at huse en Ryder Cup. Alt var af højeste klasse, lige fra service med egen event-mand der modtog og briefede os, til locker rooms med service der inkluderede pudsning af sko og Dax til håret (det var særligt formanden glad for). Queens var kort (men udfordrende) og med en par 68, var der virkelig mulighed for at sætte ind mod de førende (naturligvis med Ohl i spidsen). Efter endt runde stod det klart at der var blevet skudt nogle af de bedste scores vi har set i PGAs historie. Vi havde en 65 netto fra O.Damsbo og flere andre i 60erne, så alt var forholdsvist åbent inden Kings. Banen var i øvrigt en visuel perle med the Highlands som pittoresk backdrop på de fleste huller, og en afvekslende hulfordeling der gjorde det til en super oplevelse.

Kings var derimod svær og blev ikke lettere da det skotske vejr viste sit grimme, våde ansigt. En ordentlig skylle stod ned i en times tid og lagde et par greens under vand. Hurtigt blev der talt European og alle så sig om efter Troels Smiithhh. Men alle var der heldigvis, inkl. Toft som havde lagt sig ned på en fairway og taget sig en lur i sit regngear. Banen viste virkelig tænder og ikke alle kom helt helskinnet igennem. En super bane som vi ikke glemmer foreløbig.

Efter en lang runde, der efter alt at dømme på scores fint kunne måle sig med Carnoustie i sværhedsgrad, var der varmt bad og trøstende ord til sine PGA venner. Der skulle heldigvis ikke gå længe før alle var i topform igen. Der var blevet arrangeret Blue Label lounge til drengene (tak mig senere) med varme i sæderne og hele svineriet. Der blev røget og drukket og bestilt lækker mad hos de fire kokke der caterede Gleneagles' fine Golf bar - det var top notch som man siger. Nu var stemingen så høj at der blev samlet ind fra kassen og Toft og købt Peroni bajere og så stod den på fuld damp i bussen. Sang og røvere emmede gennem bussens korridor og chaufføren havde sit med at holde bussen på ret køl igennem det kuperede terræn (den var nok ikke gået med Skøre Lars).

Man skulle tro at det var nattetid da tyve PGAere returnerede til hotellet ved en 24-tiden, efter at havde været i gang i tyve timer, men nej-da-nikke-nej. Der blev hurtig sat en storskærmsløsning i gang og booket et konferencerum - og så var der ball og drinks til den lyse morgen. Selv den skotske prom der løb af stablen ved siden af kunne ikke måle sig med det lydniveau drengene satte for natten. Alle gav den max gas og det er sgu dét det (også) handler om når vi er sammen. Alle bød ind og det var en sand fornøjelse. I tænker nok hvor var Siegfried und Roy. Ja de lå i ske og puttede for at være friske til et sturt sturt nummer...

Finalerunden skulle stå på North Berwick og det var en bane som alle havde glædet sig enormt til at spille. Den er vel nok noget af det mest autentiske man kan komme links golf - og i dejligt solskin og næsten ingen vind, kunne den ikke præsentere sig bedre. Alle blev temporary members og fik lov til at komme op på 1. sal og spise frokost (tak mig senere) og jeg kan ikke erindre en mere opstemt spirit i PGAs historie, end da folk skulle gøre sig klar på 1st tee og North Berwick.

Banen levede fuldt op til de høje forventniger, og jeg tror ikke der sidder et medlem der ikke vil tilbage til Berwick - en hidden gem af de helt store. Ni ud og ni tilbage som det hører sig til - og så med et 13. hul der blev spillet hen over et stengærde, som var man transmogriffet tilbage til Robert the Bruces tid og spillede en runde med Mike Wallace, som jeg vælger at kalde ham :) Helt unikt syntes alle

På det afsluttende 18. var det helt lige mellem Ohl og Monty. 71 huller og der var brugt nøjagtigt det samme antal slag. En afslutning H.C.Andersen ikke kunne have skrevet bedre...
Og der var mere drama i vente. En kort par 4 der kunne drives, mødte spillerne på 18. (en replica af St. Andrews Old, hvis man tør lave en sådan) og her stod de så - neck and neck. Inden skal det lige nævnes at Korne havde slicet sit drive henover hovedet på en Range Rover Sport og ind i haven hos The McGlauds, dog heldigvis uden omfattende erstatningskrav.

Så presset var på alle måder til stede. Lund sender en 3 wood fint afsted i venstre side af fairway og efterlader sig en god 50m til flaget. Ohl følger op med at banke sin driver af sted, med håbet om at den fader en smule så den ikke bliver for lang. Det sker så desværre ikke og ender istedet på taget af proshoppen. Meldingerne flyver frem og tilbage; en sur caddie melder den out of bounds, medlemmer melder den in bounds, Toft melder at vi skal spille 18 nye på Fanø og ingen kan tage en ordentlig beslutning. Ohl ender med at spille to baller; en fra teested og en med drop fra proshoppens tag (ved siden af) og får henholdsvis en 4 og en 5. Monty laver en rutine par og vinder over begge bolde og kan kåre sig selv som vinder af den mest hæsblæsende tur i PGAs historie.

En stor triumf blev fejret med champagne og Championship Dinner - en fantastisk tur fik den helt rigtige (vinder, ups det kan jeg da ikke skrive) afslutning (skal da der stå)!

20 meget trætte drenge sagde på gensyn i lufthavnen med store kram (så store at et af lufthavnens staff troede vi havde været til gay parade) og alle sagde enstemmigt med hæs stemme vi skal af sted igen og det kan kun gå for langsomt!

New York 2016 here we come - der er ingen drømme der er for store til PGA...

KOMBARDO og vi ses på Asserbo d. 28.

The Board og Jeres Formand.