Invitation til den 26. Ryder Cup

Dec 10, 2024

Efter at have genvundet trofæet i 2024, er vi ellevilde over igen at have æren af at være værter for næste års Ryder Cup – og dermed kunne skabe rammerne for en helt særlig golfoplevelse!

Kære PGA

Vi har lagt os i selen for at designe et arrangement, hvor golf, hygge og konkurrence smelter sammen på bedste vis. Derfor har vi nøje udvalgt en bane, hvor både overnatning, restaurant og golfbane er så tæt på hinanden, at alt kan klares til fods. Så ja, vi har været så kræsne, at selv Barsebäck ikke kunne leve op til vores høje standarder i år!

Det har ikke handlet om, hvorvidt banen ligger i Sverige, Norge eller Danmark – det vigtigste for os har været at finde det perfekte sted til at samle os alle.

Derfor er det med stor glæde, at vi byder jer velkommen til Ryder Cup på Kokkedal Golfklub fredag den 5. og lørdag den 6. september 2025.

Efter at vi gæstede Kokkedal i 2024, var der bred enighed om, at banen har udviklet sig til et fantastisk sted at spille RC. Banen er blevet renoveret i samarbejde med den anerkendte amerikanske golfbanearkitekt Ron Kirby og byder på let kuperet terræn, varieret beplantning og ikke mindst udfordringer på et balanceret niveau, som kan tage dysterne hele vejen til 18. hul!

Vi skal bo på det smukke Kokkedal Slot, som også rummer et hotel og spa.

Planen er, at vi fredag spiller foursomes og fourball bestball, hvilket giver os tid til en hyggelig middag om aftenen, hvor singlerne annonceres og de to kaptajner holder deres taler. Lørdagens starttider er sat til omkring kl. 10:00, så vi fredag aften kan vi give den lidt mere gas end vi plejer. Mere om det følger!

Vi arbejder på at få de sidste detaljer på plads, men arbejder med et budget på ca. 2600 kr., inkl. morgenmad – frokost og middag betales separat.

Reserver datoen så vi kan stille stærkest mulige hold igen i år.

De bedste hilsner,
Røss & Toft