PHOTOS


RESULT

Jeg tror selv den mest hårdhændede PGAer havde svært ved at lukke øjnene og falde helt til ro d. 24 april. Nu var den her endelig - den tur alle havde ventet på i snart 3 år - British Open 2012.

06:30 indfandt 22 mand sig fint foran PGAs egen indcheckningsskranke i jakkesæt og skjorte. Selv Toft havde skiftet t-shirten ud og så aldeles nydelig ud.

Efter bagage drop, fik alle sig en dyr bid morgenmad på Lagkagehusets nye foranstaltning . Stemningen var i top og intet kunne stoppe PGA! Come rain, come snow, come broken plane... broken plane... kan det ikke løses med ctrl + alt + delete?!?

Efter man konstaterede, fra et ellers behjælpeligt SAS personale, at det ikke kan lade sig gøre at kickstarte en flyver som en gammel Commodore 64, blev alle efter en times ventetid, taget ud af VIKING 1 og ind i BLÅTAND VI. En delay, der havde ødelagt en hver anden planlægning, men ikke denne, da bestyrelsen naturligvis havde lagt en tre timers buffer i programmet i tilfælde af uforudsete hændelser (ja, dét, eller at det ikke var muligt at få starttider før kl. 15 ;)

Endelig var vi på vingerne og samtalen gik flittigt mellem stolerækkerne. Var det virkelig Bubba Watson der var med på turen? Holdt Store Robert lukket nu, når ejeren sad med på flyet? Var Bernies blå skarf et forsøg på at ligne Gåsen eller var det omvendt? Hvilke kemikalier havde Crille G smidt i hatten, så han kunne ligne Hansi Hinterseher? Disse og mange andre finurlige spørgsmål flød lystigt mellem medlemmerne, indtil en velkendt stemme klingede i højtalerne: "Godformiddag til denne flyvning til Manchester, her er det formanden for PGA", og så fik alle 150 passagere ellers en detaljeret gennemgang af alle PGA runder (for and back), plus den længe ventede boldsammensætning. Bon voyage!

Da alle var vel ankomne ventede en fantastisk VIP bus med alle tænkelige amenities; storskærm, køleskab med Peroni og en meget behagelig driver, Greg, som skulle vise sig uundværlig for os alle.

Det var som at komme ind i Polle, Palle og Ruths humørbus (tænkte jeg ville bruge et referencepunkt alle havde nær i erindringen). Der blev grint, pjattet og måske også flirtet lidt. Gorm kom da også ud med røde kinder og et ordentligt boldtræ efter en tur på de bageste sæder.

Ingen havde i al morskaben ænset at det udenfor stod ned i stænger og blæste en sand pelikan. Et gys gik igennem alle. Ville det blive en ny European tur - og ville Smyth kunne finde en ny ven at tale banearkitektur med i fem timer?

Første hul var 176 yards par 3 hul i strid kuling (mod). Regnen hamrede mod de blege pander og regntøjet virkede nærmest allerede på første hul meningsløst. Gorm on the first tee; blok i højre. Det var ulideligt koldt og det kunne ses på alle, undtagen Gorm, som stadig havde en flot standerhejsning.

Alle fik kæmpet sig gennem de første par huller og scoren var for at sige det mildt ikke prangende. Dog var der et medlem, der fandt betingelserne ganske overkommelige, nemlig Peter Kornerup. Han var som en regnorm på en våd plæne, som Travolta på et dansegulv, som en sjakbajs på en EK Kornerup entreprise - en mand i sit rette element. En 74er blev det til og Peter var førende mand i klubhuset. Alle fik dog en oplevelse med for livet, nemlig at spille ind på 18. green, med den rigtige British Open Grand Stand opsat langs fairway. Det var virkelig en fryd at stå med 20.000 tilskuere (sæder) og spille ind til en green der lå ca. 2 meter fra klubhuset og de fem store panoramavinduer. Det er der nok mange der vil have klart i erindringen når Tiger og følge kommer til Lytham om et par måneder.

Efter vi havde set Bobby Jones' autentistiske nipling jern, brugt på 17ende hul på vej mod sin Open sejr på Lytham i 1926, var vi alle så fyldt af de historiske vingesus og de golfmæssige oplevelser, at der var plads til en lille morfar i bussen på vej til hotellet.

Hotellet var strålende og der var både pool og proshop - kan man ønske sig mere? En fin middag blev indtaget og de fleste var ganske blanke i øjnene ved 24 tiden, så der blev kaldt tidlig sengetid, inden det skulle gå løs med 36 huller om torsdagen.

Hæderligt vejr satte rammerne for dagens 36 hullers mesterskabsgolf på Formby GC, eller som de lokale kaldte det "the Real Formby". Greg havde været en tur forbi Lytham og hente et halvt locker room af glemte sager, bl.a Freddies mobil, der som følge af dette havde siddet helt apatisk og stille ved tabet af sin bedste ven. Nogen sagde endda at de havde set ham sent på natten, kun iført pastelfarvede nickers og et lyserødt pandebånd, ude på parkeringspladsen, med sit Kokkedal håndklæde og ti lunter i flaben, i et desperat forsøg på at lave et røgsignal til Louis... ved ikke om han fik et blow ud af det :)

Formby var virkelig en fornøjelse. Måske ikke top 100 som Lytham, men virkelig en fornøjelse. Park Links, som nogen populært kalder det, beskriver ganske godt Formby, der med sit kuperede links terræn spillede fint sammen med høje træer og smalle fairways. Formby ville i et andet baneselskab være hele turen værd! Vi var heldige med vejret og da banen spillede ganske let, var det ifht vores stramme tidsplan den ideele prøvelse. Specielt for S. Jensen, der med en fantastisk 70, to slag under hcp., spillede sig gevaldigt op i tabellen og vandt 1st round af Formby sløjfen.

Efter en kort frokost, blev der taget hul på 2nd round og her skulle folk virkelig holde fast for ikke at glide ud over kanten. Fejl blev straffet prompte, hvilket både Korne og Røss blev bevis for, med adskillige slag i de frygtindgydende potbunkers. Bunkeren på 16. blev af klubmedlemmerne sågar efterfølgende døbt "Kornes bunker" ellers som de sagde "Kårnes pot" da han brugte en del af eftermiddagen et par meter under jorden.

Et billede var dog ved at tegne sig af leaderboardet - Bernie, Ohl og Raunstrup, som vandt anden runde i 75 netto, var rigtig godt kørende. Bernie og Ohl havde som de eneste sat 70er runder sammen på de tre første runder, så de to så ud til at skulle udkæmpe kampen om BO æren. Men midterfeltet var også utroligt tæt, så man fornemmede, at alt kunne ske inden de sidste runder på turens golfmæssige højdepunkt, Royal Birkdale.

Om aftenen under middagen blev boldene offentliggjort til finalerunden og man kunne skære den intense stemning ud med en schweizerknif. Men hold da op hvor vi hyggede os, grinede og havde det sjovt. Flere sagde at det var den sjoveste aften i deres liv og de savnede Dums, Kus og Bom helt vildt :) Ha ha ha hvor vi havde det sjovt. Og så sagde store Robert at han engang havde nappet.... nej det var sjov!

Efter en kort nats søvn, var vi nu klar til årets store finalerunde på Royal Birkdale, og spørgsmålet om de høje forventninger kunne indfries. Birkdale er rangeret som nr. 1 i England og top 10 i verdenen på flere lister, så der var virkelig lagt i ovnen til en stor golfoplevelse. Og de blev i særdeleshed indfriet.

Det første syn der mødte os da vi trillede ind på Birkdales anlæg var et Arne Jacobsen inspireret klubhus, der lå i et malerisk smukt links terræn. I det fjerne kunne man lige ane havet ind imellem de karakteristiske dunes som bugtede sig i hele synsfeltet. Klubhuset indeholdt både en velekviperet proshop og et hav af foto memorabilia af alle der er værd at nævne på golfarenaen de seneste 100 år (måske med undtagelse af Store Larsen).

Men den virkelige gåsehudsoplevelse fik man når man satte sig ved det store panoramavindue og kiggede ned af 18. hul og konstaterede hvilken stor golfskønhed der omgav en. Følelsen var som at stå ved golfens hellige gral, og en tår af den koldt serverede Coke ville give evigt golfliv... (too much indiana Jones - naahhh).

En vis betagelse fik man også af at se formands billede fra 1898, Sir Hookiron (eller noget i den retning), iført en flot rød blazer med butterfly, kronologisk fuldt til i år, 2012. Det kan godt få en til at drømme lidt om et PGAtour99 kommende klubhus :)

Men tilbage til spillet og dramaet... På første hul fortalte vores starter, Ron, at hvis man holdt sig på fairway, ud af bunkerne, så var der gode chance for en habil runde. Klog mand ham Ron.

Juul lagde for med at blokke sit 3-jern o.b. Thuen slog i venstre rough og Jonsen høvlede sin ball kort i roughen. PGA var off og ikke helt til topkarakter. Det fordrede så Røss til lige at liste op til Ron og hviske "These guys are the worst players, the following groups will be a lot better:)" Og til det kan kun siges, helt uden at lyve - DET SÅ IKKE SÅDAN UD :)

Greens var hurtige, alle hullerne var fantastiske i layout, det var en golfnydelse ud over det sædvanlige. Første hul var meget beskrivende, et baby dogleg venstre, dunes i begge sider af fairway, stor potbunker til at taget drivet. En ovalformet green med to bunkers og høj rough bagved og rundt om green. Bedste score: en bogey.

Selvom ikke alle fik noget ud af scoren på denne fantastiske bane, er Royal Birkdale en bane man sent vil glemme, specielt indkapslet i det eleverede teested på 7., der giver et pittoresk vue over hele banen med havet i baggrunden. Man skulle bruge lang tid på at finde fem fejl her!

En anden lille detalje var at man kunne se det store klokketårn fra klubhuset, uanset hvor man var på banen. En veltænkt detalje, når nu mor stod klar med maden og man gerne lige vil klemme 9 huller ind. Ikke meget var efterladt til tilfældighederne her.

Nu må jeg slippe min indre Søren Ryge (sikkert allerede for sent) selvom der var et hav af ryper, og fokusere de sidste par linier på at skamrose vores podie.

Frederik Raunstrup gik en fantastisk 75 netto og fik en meget velfortjent 3. plads. Det kræver virkelig sin mand at gå en så flot runde på det anlæg. Well done!

Både Ohl & Bernie var i en klasse for sig selv under hele turen. De gik alle fire runder i 70erne og det stod reelt kun mellem de to, i de sidste to runder. At Ohl, med kun fire slag, kan navigere rundt så sikkert, vidner bare om at vi har en mand med i feltet der kan det her spil. Vi kan kun glæde os over at han er enebarn, for det ville være unfair hvis der var flere af ham.

Bernie, du leverede et spil som 100% fortjente at vinde British Open 2012. Med en afsluttende runde i 74 netto, gik du rundens bedste score og viste endnu engang at det sande talent sjældent fornægter sig, når forholdene bliver vanskelige. Du er en nydelse at se på en golfbane og nu har du så endelig fået et resultat der kan gå hånd i hånd med din visuelle performance...

Vinderen af årets British Open blev Andreas Bernhoft i 302 slag. Et godt benchmark til om 3 år, hvor turen endnu engang går til de britiske øer.

Og bestyrelsen er allerede så småt gået i gang med at pakke...

The Board